Ja. Så er det officielt. Azero har sendt mig et girokort på et års webhosting og jeg har besluttet mig for ikke at betale. Jeg har også besluttet mig for ikke at stoppe med at blogge, også selv om det betyder at jeg må forlade disse fantastiske omgivelser og smutte over på blogger.
I kan se en ny og stærkt censureret udgave her.
Er spændt på om I følger med.
Her til morgen lykkedes det mig, bogstaveligt talt, at hvæse Mads ud af soveværelset. Igen igen igen havde hans skide vækkeur vækket min åndsvage unge (som havde været vågen utallige gange igennem hele natten) og jeg var baldret og sur og jaloux over at han kunne smutte afsted på arbejde og flygte fra vasketøj og babybræk.
I virkeligheden mente jeg det slet ikke så slemt. Jeg er bare et helt igennem usigeligt modbydeligt menneske om morgenen. Jeg fungerer på ingen måde med afbrudt nattesøvn, og så blir jeg pissed når manden forsøger at kravle ned under dynen i sengen igen og varme sin kolde krop på mig.
*Han ku sgu da bare mande sig op, gå ud og ringe til arbejdet og melde sig syg, pakke baby og barnevogn og forsvinde langt langt væk imens jeg blev tilbage i sengen og sov lige så længe jeg havde lyst til hvorefter jeg ville stå op og spise nutellamadder, som jeg slet ikke blev fed af, og drikke cola til*
Nå, men nu er dagen igang. Jeg har skrevet en halvhjertet undskyldningssms til min mand og drukket min første kop kaffe. Det blev jeg ikke i bedre humør af.
Elsker konkurrencer. Og nu er der endnu en fotosession på højkant af Karolina Zapolska. Kender ikke meget til hende andet end det jeg kan se på hendes portfolio som bestemt ser interessant ud.
Kravet er, at man skal bo i Københavnsområdet. Det opfylder jeg ikke, men jeg har heldigvis Lousie der gør og hvis jeg skulle være så heldig at vinde ville jeg elske at få taget billeder af Clara og Bjørn sammen.
Du kan deltage i konkurrencen her:
Ja. jeg har været i tænkeboks. En af de mere seriøse. Sådan a la “hvad vil jeg med mit liv, hvor er jeg på vej hen og hvor skal jeg ende”
Har skam fundet ud af det meste, det skal bare udføres. Nemmere sagt end gjort, men jeg er ved godt mod. Sådan rent karrieremæssigt brygges der i disse dage på en handlingsplan. (og det nytter ikke at spørge hvad jeg snakker om, for det er ikke noget jeg ønsker offentligt tilgængeligt her på bloggen)
Nuvel. I den forbindele og meget a pro pro, så betyder det desværre et endeligt farvel til denne weblog. Ikke lige nu og her, men når diverse tiltag gøres til sommer vil jeg lukke siden ned. Ikke med min gode vilje, men fordi det i arbejdshenseende kan være lidt af en hæmsko med en så privat blog som denne.
Jeg har overvejet om jeg ville starte op igen et mere anonymt sted. Går faktisk stadig og overvejer. Tror bare desværre at meget af gejsten jeg har for denne blog, netop er fordi den er så tudsegammel og i forvejen rummer et så kæmpe stort arkiv. Har også overvejet om jeg skulle overføre alle posterne til eksempelvis blogspot og så slette alle steder hvor der står szabo.
Jeg har heldigvis lidt tid til at finde ud af det så der bliver ikke taget forhastede beslutninger lige med det samme….
Her vil være lidt stille den kommende tid grundet omrokeringer i ledelsen.
Szabo. Fordi du er sk*desjov. Både som mor-blogger og egoist-blogger. Og fordi du, samtidig med det sjove, også tør skrive om de dybe følelser og det store ansvar, der følger med det at være mor.
Jeg er en sucker for smiger og iBaby er god til at give den. Men for at kunne bryste mig med så fine ord, tror jeg nok, hvis jeg har forstået denne leg rigtigt, at jeg skal fortælle 7 personlige ting om mig selv som I ikke ved i forvejen.
Hvis jeg har misforstået, så skide være med det, så får i lortet smidt i hovedet alligevel.
Jeg tagger ikke andre. Har helt ærligt ikke den fjerneste ide om hvem der kunne have interesse for at svare eller ej. Så jeg efterlader her et åbent tag.
Jeg har en bekendt som har tre børn. Den yngste er jævnaldrende med Bjørnsen og derfor har vi snakket sammen og set hinanden et par gange med vores babyer.
Hendes ældste søn er blevet meget syg. På ganske få dage er han gået fra at være en helt normal knægt til at ligge på hospitalet i komalignende tilstand uden at man på nogen måde har kunnet stille en diagnose. Lægerne bruger udelukkelsesmetode for at finde ud af hvad der er galt og det medfører en masse meget smertefulde undersøgelser for drengen.
Jeg er skræmt fra vid og sans. Kan ikke forholde mig til det. Kan mærke at jeg, modsat før jeg fik barn, får berøringsangst. Kan ikke have at små børn pludseligt bliver syge og at de kan være friske og raske den ene dag og ved at dø den næste. Det bunder naturligvis i at jeg selv har en frisk og rask lille dreng som bare ikke må havne i lignende situation.
Har jo i høj grad måttet tage stilling til det med død. Har måttet afgøre om jeg kunne leve i et forhold hvor den anden del kunne risikere ikke at være der for evigt. Har måttet sætte mig ned og lave en plan for, hvordan jeg ville komme igennem det hvis Mads ikke vendte hjem fra en udsendelse. Har vel på en måde lagt en handlingsplan og ved at jeg kan klare mig.
Man kan bare ikke på samme måde lave en handlingsplan for at miste et barn. Man kan ikke mentalt forberede sig på det. Jeg kan tænke tanken og få tårer i øjnene og så kan jeg formode at jeg på ingen måde vil være i stand til at foretage mig noget som helst.
Jeg oplevede jo meget kort fornemmelsen af at han kunne glide ud af hænderne på mig den dag på rampen. Jeg har stadig svært ved at snakke med folk om den oplevelse, ja ironisk nok er det nemmere for mig at snakke om Marthas forlis hvor mennesker jeg kendte og holdt af rent faktisk døde, end det er at fortælle om en enkelt aften hvor der jo reelt ikke rigtigt skete noget.
Så jo, jeg som ellers har levet de første 24 år af mit liv som mere eller mindre usårlig, har i sandhed fået en Achilleshæl.
Kan ikke fortænke ham i at overveje det. Kan bare undskylde min opførsel med at jeg ikke har været i stand til at slå det ud af hovedet. Det har rumsteret i noget der ligner et halvt årti og nu fik jeg endelig muligheden for at få fingrene i sagerne.
Voila: Jeg er om 1-2 hverdage den lykkelige ejer af Bamse på Månen dvd-boksen. Som ikke “bare” er en serie der kørte tilbage i firserne og ikke “bare” er børnetime som alt andet. Men som er så meget mere. Eksempelvis en flyvende pære, en forlæns og baglæns samt et stemningsbillede fra min barndom. En barndom jeg er for ung til rigtigt at kunne huske, men som jeg genopdager hver gang nogen fortæller detaljer fra Bamse på månen.
Nu tar vi det heeeeeelt roligt. Det er ikke for sent at tage sig selv i nakken
Vi var i dag ovre og hilse på Bjørnsens dagpleje. En virkelig sød dame der skal være hans dagplejemor og nogle søde unger han skal være sammen med.
Jeg kan slet slet ikke forholde mig til at jeg skal undvære min unge flere timer hver dag!!! Havde vel på en måde sat næsen lidt op efter en sur dame der slog på børnene så vi kunne køre en lang sag hvor jeg i mellemtiden kunne have ham hjemme hos mig.
